Vinden kom ikke som en advarsel, men som et overfald. Barnaby klamrede sig til en mælkebøtte, men de kraftige vindstød fra byens storm rev ham løs. Hans bladformede vinger var ubrugelige mod de kolde, grå kastevinde, der hvirvlede ham væk fra den trygge have. Da han endelig landede, var verden forvandlet til rust og beton. Den Store Blomstring skulle begynde i aften, og uden ham ville klanens ceremoni være ufuldstændig. Men hans vinger var våde og tunge, og hjemvejen virkede uendelig lang gennem industriens labyrint.
Barnaby rystede støvet af sin græstuna og kiggede op på en enorm, støvet skabning, der sad på et rustent jernrør. Det var en due ved navn Gråskæg, hvis fjer bar præg af mange år i storbyens hårde gader. "Hvad laver en fin have-insekt som dig herude i virkeligheden?" kurrede Gråskæg hånligt. Barnaby rettede ryggen og forklarede sin nød, men duen rullede blot med øjnene. For en gammel byfugl var magiske væsner blot endnu en ting, der tog plads op i hans territorium.
"Hør her, Gråskæg," sagde Barnaby og åbnede sin agern-taske, "hvis du flyver mig hjem, vil jeg vise dig de skjulte bærhaver, som ingen andre fugle kender til. De sødeste ribs, du kan forestille dig." Gråskæg vippede med hovedet. Sulten og nysgerrigheden vandt over hans kynisme. Han lod Barnaby kravle op på sin ryg, mellem de stive vinger. "Hold fast, lille ven," advarede han. "Vi skal igennem Glaskløfterne, og derovre blæser det nok til at flå minderne ud af hovedet på dig."
De lettede og steg op mod de glitrende skyskrabere. Bygningerne stod som kæmper af spejlglas, der skabte livsfarlige vindtunneler mellem sig. Barnaby klamrede sig til Gråskægs nakke, mens de dykkede og steg for at undgå de pludselige vindstød. Herude handlede alt om overlevelse, ikke om blomsterduft. Gråskæg manøvrerede med en imponerende rå styrke, men Barnaby kunne mærke, hvordan fuglens hjerte bankede hurtigt. Det var ikke kun anstrengelse; det var en gammel, indgroet ensomhed, der gemte sig bag de råbende kurren.
Da de landede i en smal, mørk gyde for at hvile, så Barnaby noget glimte om Gråskægs hals. Det var en gammel sølvfløjte, slidt og stum. "Menneskene plejede at fløjte efter mig," mumlede Gråskæg og kiggede væk. "Nu ser de mig kun som en plage." Barnaby forstod pludselig, at Gråskægs vrede var et skjold mod at føle sig glemt. Før han nåede at svare, forsvandt lyset i gyden. To glødende ravgule øjne dukkede op i mørket. Bagpoten, en lydløs og herreløs kat, spændte sine muskler til spring.
Bagpoten bevægede sig som en skygge over asfalten. Gråskæg forsøgte at lette, men hans gamle vinger var stive af kulde. Barnaby vidste, han måtte handle. Han greb en håndfuld glødende pollen fra sit bælte og kastede det mod kattens fødder. Det var ikke et angreb, men en distraktion af lys. Katten standsede forvirret op over de dansende gnister, hvilket gav Gråskæg præcis de sekunder, han skulle bruge til at baske sig i sikkerhed på en høj brandtrappe. De undslap med nød og næppe den skarpe kløer.
Oppe på afsatsen gispede de begge efter vejret. "Du reddede mig," sagde Gråskæg forbløffet. "Hvorfor? Jeg har ikke været andet end grov over for dig." Barnaby smilede og mærkede sit indre kompas sitre; de var tæt på nu. "Fordi ingen skal stå alene mod en storm, Gråskæg. Hverken i haven eller i byen." Men deres hvile blev kort. Himlen over dem blev sort som blæk, og en ny, endnu kraftigere storm begyndte at rulle ind over byens tage med tordenens buldren.
De forsøgte at krydse den sidste byggeplads, før regnen for alvor satte ind. Men en kraftig hvirvelvind greb fat i dem og kastede dem mod et byggehegn. Gråskæg landede skævt, og et tungt trådnetshegn væltede ned over ham. Han var fanget, presset mod den kolde jord, mens regnen begyndte at piske ned. "Flyv videre, Barnaby!" råbte Gråskæg gennem larmen. "Du kan nå din ceremoni, hvis du skynder dig nu. Lad mig bare ligge, jeg er alligevel bare en gammel byfugl."
Barnaby nægtede at give op. Han kunne ikke løfte jernet, men han kunne bruge naturens egen kraft. Han fandt et lille, spinkelt ukrudtsstrå, der voksede op gennem en revne i betonen under hegnet. Han lagde sine hænder på det våde blad og lukkede øjnene. Han kanaliserede al sin magi og sin vilje ind i den lille plante. "Voks," hviskede han. Med en unaturlig fart tyknede stænglen og blev til en kraftig, forveddet gren, der med rå naturkraft stemte imod og løftede det tunge hegn.
Med et sidste anstrengende skub blev der plads nok til, at Gråskæg kunne kravle ud. Fuglen stirrede vantro på den store plante, der nu stod som et monument midt i det grå ødeland. "Vi gør det sammen," sagde Barnaby bestemt. Han satte sig igen til rette, og med Barnabys indre kompas som guide navigerede de gennem det piskende regnvejr. De fløj ikke længere som fremmede, men som en enhed, der trodsede både byens stål og naturens vildskab for at nå frem.
Lige som den første stjerne tittede frem gennem skyerne, nåede de den Hemmelige Have. Haven strålede af tusindvis af små lys, og duften af natblomstrende jasmin mødte dem som en varm omfavnelse. Klanen stod klar til Den Store Blomstring, og en jubel brød ud, da de så Barnaby lande på den store haveport. Han steg ned fra Gråskægs ryg og rettede på sin skæve bladskørt, mens han så sin ven forberede sig på at flyve tilbage til sit ensomme rør.
"Bliv her, Gråskæg," sagde Barnaby og rakte en hånd ud mod den store fugl. "Der er bær nok til alle, og her fløjter vi kun for at sige tak." Gråskæg tøvede, men så så han varmen i Barnabys øjne og det grønne paradis bag ham. For første gang i mange år følte duen sig ikke som en plage, men som en helt. Under fuldmånens skær sad de to venner side om side på porten, hvor byens grå beton mødte havens vilde grønsvær.