Der var engang en morgen, hvor skoven ikke lignede sig selv. Har du nogensinde set noget, der glimter så meget, at du må knibe øjnene helt sammen? Da bjørnen Bramble vågnede i sin hule, troede han først, at han stadig drømte.
Hele skoven var dækket af et fint, magisk diamantstøv. Ting! sagde det i luften. Hver eneste gren og hver eneste lille sten lyste som små stjerner, der var faldet ned fra himlen. Bramble gned sine søvnige øjne, nyste et lille ”Atsju!” og viklede sit kæmpestore, hyggelige strikkede tørklæde tre gange rundt om halsen. Det var blødt og varmt, præcis som et kram fra en ven.
Men hov? Da Bramble kiggede ud, så han, at det smukke glimmer gjorde det svært at se vejen. I dag var det jo den store venskabsdag ved det gamle egetræ, men hvor var stien? ”Bum, bum, bum,” lød det, da Bramble trampede forsigtigt ud i det glitrende hvide støv. ”Vi må finde vej!”
Pludselig hørte han en lille lyd. ”Pib! Det skinner for meget!” Det var egernet Siv. Hun hoppede rundt i ring, fordi hun var helt blændet af alt det ”blink-blink”. Og oppe i et træ sad den lille ugle Ulu og vippede med vingerne. ”Uh-hu, alt er sølvfarvet, jeg kan ikke finde mine venner!” sukkede han.
Bramble vidste præcis, hvad han skulle gøre. Han tog fat i enden af sit lange, varme tørklæde. ”Her, Siv! Hold fast i tørklædet. Og Ulu, du kan lande lige her på min skulder og holde fast i frynserne med dine små kløer.” Svisj! sagde tørklædet, da det svingede gennem luften. Nu dannede de et lille tog – et venskabstog!
De kom til Glimmerdalen, hvor lyset var så stærkt, at det føltes som at gå ind i en diskokugle. ”Luk øjnene,” sagde Bramble med sin dybe, rolige stemme. ”Vi behøver ikke se vejen med øjnene. Vi kan mærke den med poterne og lytte til skovens lyde.”
Knase-knase-knas, lød deres skridt. De lyttede til vinden, der sang i granerne, og de duftede til den friske fyrrenål. Bramble gik forrest og mærkede stien under sine store bjørnepoter. Når de blev usikre, sang de en lille sang om venskab, og så blev ingen bange mere. Kan du høre dem synge? La-la-la, sammen går vi, tæt og glad!
Pludselig mærkede de en velkendt duft af gammel bark og kærlighed. De åbnede øjnene og – wauw! Dér stod det store Venskabstræ. Alle de andre dyr ventede allerede. Det viste sig, at diamantstøvet slet ikke var farligt; det var bare skoven, der havde klædt sig ud til fest.
Bramble, Siv og Ulu gav hinanden et kæmpe gruppekram. Bramble løsnede sit tørklæde, så der var plads til de andre også. Selvom vejen havde været lidt svær at se, havde de fundet frem, fordi de holdt fast i hinanden.
Og sådan endte det hele med at blive den bedste dag i skoven. For når man har en god ven og et varmt tørklæde, kan man finde vej gennem selv det mest glitrende eventyr. Og så sov de alle sammen trygt, mens diamantstøvet stille dalede ned udenfor. Godnat, lille ven.