Echo sparkede til et par visne blade, mens klassen vandrede gennem den dybe skov. Ved siden af ham trippede Raccoon afsted. Han var en lille, kvik fyr med en grøn kappe og en snoet træstav i hånden. Pludselig stoppede Raccoon op ved nogle krogede trærødder. Bag et slør af mos fandt de en skjult hule. Da de kravlede ind, glimtede luften som sølv, og verden forvandlede sig til et lysende rige.
Træerne her havde blade, der hviskede hemmeligheder, og blomsterne nynnede sagte melodier. Men som de gik dybere ind, forsvandt musikken. Alt blev uhyggeligt stille. En lille skabning ved navn Mosse, der lignede en omvandrende bunke blødt grønt græs, trådte frem fra skyggerne. Mosse sukkede tungt og forklarede, at skoven var ved at miste sin stemme, fordi den magiske bæk var stoppet til af tunge, sorte sten.
Raccoon svingede sin magiske stav og forsøgte at skubbe til klipperne, men de rokkede sig ikke en tomme. Echo prøvede at trække i dem, mens han kiggede på sin telefon, men intet skete. Da de begge tog fat på hver deres måde, rystede jorden så voldsomt, at de små blomster lukkede deres kronblade i skræk. Skoven havde brug for, at de arbejdede sammen, ikke hver for sig.
Echo tog sine store, sorte hovedtelefoner om halsen og lukkede øjnene. Han lyttede ikke til musik, men til selve jorden. Jeg kan høre det, hviskede han. Han kunne mærke vibrationerne fra vandet, der pressede på bag den største sten. Hvis vi rammer præcis her, flytter den sig. Han pegede på en lille revne, som Raccoon ikke selv havde set bag det tykke lag af sølvfarvet alge.
Raccoon nikkede og satte spidsen af sin stav præcis i revnen. Nu, råbte Echo. Med Echos skarpe øre for rytmen og Raccoons styrke fra staven, løftede de stenen i fællesskab. Det gav et kæmpe plask, da vandet endelig brød igennem. Bækken begyndte straks at klukke og grine, mens den boblede hen over de farvede sten. Det føltes som om hele skoven trak vejret lettet ind.
Mosse dansede af glæde og rakte dem en lille, glitrende sten som tak. Det var en venskabsgave fra det skjulte rige. Lige da de takkede, kunne de høre deres lærers stemme kalde langt ude fra den almindelige verden. De skyndte sig tilbage gennem den glitrende portal, lige før den lukkede sig, og landede blødt i det visne løv, præcis hvor de var startet sammen med klassen.
Da Echo og Raccoon indhentede de andre, lignede de to helt almindelige skolebørn. Men de delte et hemmeligt smil, som ingen andre forstod. Echo tog sine hovedtelefoner på og smilede bredt. Selvom de var tilbage i den travle verden, kunne han stadig høre en svag, glad nynnen fra træerne omkring dem. Skoven var vågen, og alt var præcis, som det skulle være. Verden sang stadig.