Solen var ved at gå ned bag den gamle gård. Zoe og Ema legede gemmeleg tæt på det store egetræ. Pludselig hørte de en lyd fra grenene. Miav, lød det spinkelt og meget trist. Zoe kiggede op i det høje træ. Der sad en lillebitte killing og rystede. Den kunne ikke komme ned selv. Jeg må hjælpe den, sagde Zoe.
Zoe lagde sin hånd på den ru bark. Hendes hjerte bankede hurtigt mod brystet, bum-bum, bum-bum. Træet så pludselig meget højere ud end før. Hendes ben føltes helt bløde som gelé. Ema så, at hendes veninde tøvede. Hun gav Zoe et stort, varmt smil og tog hende i hånden. Jeg bliver lige her hos dig, lovede Ema.
Zoe tog en dyb indånding og satte sin støvle på den nederste gren. Ema heppede stille nede fra græsset. Hun holdt øje med hvert eneste skridt. Zoe klatrede lidt højere op, mens bladene kildrede hendes arme. Men da hun nåede midten af træet, susede vinden pludselig. Zoe stoppede op. Højden gjorde hende lidt bange igen og hun holdt fast.
Ema kunne se, at Zoe havde brug for hjælp. Hun råbte med en glad stemme: Trin for trin, stille og roligt! Zoe lyttede til ordene og trak vejret dybt. Hun kiggede ikke ned, men kun på den lille killing. Emas ord gav hende nyt mod. Nu rakte Zoe sin arm helt ud mod den bange killing på den tynde gren.
Zoe greb forsigtigt fat i killingen. Hun puttede den lille ven ned i lommen på sine overalls. Hun kunne mærke, at killingen spandt mod hendes mave. Det kildrede! Forsigtigt klatrede Zoe hele vejen ned igen. Da hendes fødder endelig ramte det bløde græs, løb Ema hen til hende. De gav hinanden et kæmpestort knus, mens killingen sagde et lille miav.
Solen var nu helt væk, og himlen blev mørkeblå. Zoe og Ema gik trætte tilbage mod det varme hus. De følte sig meget stolte over deres redning. Senere blev de puttet i deres bløde, varme senge. Den lille killing krøb sammen ved deres fødder og faldt i søvn. Nu kunne alle sove trygt. Det havde været en god dag.