I den fjerne, grønne Ekkodal, hvor de mindste vindpust lyder som bløde fløjtetoner, boede Zog. Zog var en meget venlig drage med skinnende grønne skæl og to bittesmå vinger, der baskede lystigt, selvom de aldrig rigtig fik ham ret højt op i luften. Kan du forestille dig en drage, der er mere rund end farlig? Sådan var Zog.
Hver aften samledes dyrene i Ekkodalen til den store skovkoncert. De spillede de smukkeste melodier. Bjørnen Bella blæste dybe toner på sin fagot, og de små harer trommede i takt på hule træstammer – bum-bum-trum! Zog sad altid på den bagerste række og vuggede med hovedet. Han elskede musik mere end noget andet i hele verden, især de store, gyldne trompeter, der kunne få hele dalen til at skælve af glæde. ”En dag,” sukkede Zog til sig selv, ”vil jeg også være en rigtig musik-drage.”
Men der var lige et lille problem. Andre drager i nabodalen kunne pruste mægtige flammer og røgsøjler. Da Zog var lille, prøvede han også at puste ild, men i stedet for flammer kom der en lille, uskyldig sølvsky ud. Zog var bare… anderledes. Og nu ville han bevise, at han kunne spille det mest larmende instrument af dem alle: Den Gyldne Trompet.
En solskinsmorgen fandt han trompeten frem. Han stillede sig midt på Den Dugvåde Musikeng, trak vejret dybt ind – helt ned i den runde mave – og spidsede sine drage-læber. ”Nu sker det,” tænkte han. Han lukkede øjnene og puste med al sin kraft. Han forventede et mægtigt ”TUUUUT!”, der ville ryste bladene af træerne.
Men hør nu her! Der kom intet brag. I stedet lød en underlig lyd: ”Fjuuuuh… Boble-pop!”
Zog åbnede det ene øje. Ud af trompetens tragt kom der ikke lyd, men en kæmpestor, skinnende lilla sæbeboble. Den svævede elegant op i luften og sagde et lille ”Plip!”, da den ramte en gren. Zog rystede på hovedet. ”Det må være en fejl,” mumlede han. Han rensede trompeten, strammede mavemusklerne og pustede endnu hårdere. ”PUUUUU-SPRØJT!”
Nu skete der noget vildt! En hel sværm af bobler i alle regnbuens farver væltede ud af trompeten. De var ikke som almindelige bobler, der springer med det samme. Nej, de her bobler var magiske. De hoppede på græsset – boing, boing! – og glimtede om kap med solen. Men der var stadig ingen musik. Kun lyden af bløde små puf.
Zog satte sig modløst ned på en træstub. Hans små vinger hang lidt. ”Jeg er den værste musiker i Ekkodalens historie,” sukkede han. ”Man kan ikke spille koncert med sæbebobler. Alle vil grine af mig.”
Lige da hørte han en tør, lille stemme. ”Hvorfor ser du så trist ud, unge drage?” Det var Maestro Chirp, en meget elegant græshoppe med en bittelille taktstok mellem forbenene. Maestro Chirp var dirigent for skovorkestret og meget klog.
”Se selv, Maestro,” sagde Zog og lavede et lille, modløst puf i trompeten, så tre lyseblå bobler landede på Maestro Chirps hat. ”Jeg kan ikke lave rigtig musik. Jeg laver bare rod.”
Maestro Chirp kiggede længe på boblerne. Han rakte ud og rørte ved én. Da hans taktstok ramte boblen, lød der et krystalklart ”Plink!”. Maestroen spidsede ører. Han rørte ved en anden boble: ”Plonk!”
”Zog, min ven,” sagde Maestro Chirp med et glimt i øjet. ”Hvem har sagt, at musik kun skal være larm og hornmusik? Musik findes i alt, der har en rytme. Prøv ikke at tvinge lyden ud. Prøv at lege med dine bobler i stedet. Kan du give mig en takt?”
Zog kiggede forundret på ham. En takt? Han begyndte at puste forsigtigt. ”Puf… puf… puf-puf-puf!”
Små og store bobler dansede ud af trompeten i en perfekt rytme. Maestro Chirp begyndte at dirigere med sin stok. Da boblerne ramte skovens blade, stenene i bækken og harernes trommer, skabte de den mest forunderlige lyd. Det lød som en blanding af xylofoner, fjerne klokker og glade grin. ”Plink-plonk-ding-pop!”
Zogs øjne lyste op. Han opdagede, at hvis han pustede kort, blev boblerne små og gav en lys tone. Hvis han pustede længe, blev de enorme og gav en dyb, rungende ”BUM”-lyd, når de landede. Han var ikke bare en drage med en trompet; han var en magisk boble-symfoniker!
Da aftenen kom, og det var tid til den store koncert i Den Hule Træstamme, var Zog nervøs, men glad. Da det blev hans tur, trådte han frem i rampelyset. Publikum gispede. En drage med en trompet? Ville han brænde noderne af?
Men Zog lukkede øjnene og huskede Maestro Chirps råd. Han begyndte at puste. Først en strøm af sølvbobler, der dannede en glimtende baggrund. Så pustede han rytmiske rytmer: ”Pop-pop-pop!”
Bjørnen Bella stemte i med sin fagot, og harerne trommede løs. Hele koncertsalen blev fyldt med svævende, lysende musik-bobler. Børnene i publikum rakte ud efter dem, og hver gang en boble blev rørt, spillede den en lille bid af melodien. Det var den smukkeste og sjoveste koncert, Ekkodalen nogensinde havde oplevet.
Zog behøvede ikke at være som de andre drager. Han behøvede ikke at puste ild eller spille højt. Hans magiske væsen havde givet ham en gave, som ingen andre havde – evnen til at gøre musik synlig og mærkbar.
Og sådan gik det til, at Zog blev det mest populære medlem af skovorkestret. Hver gang han spiller, ved alle i dalen, at det bliver en helt særlig dag. For hvem vil ikke gerne bo et sted, hvor musikken ikke bare kan høres, men også kan fanges som glitrende bobler i luften? Og Zog? Han lærte, at den smukkeste sang er den, man skaber, når man tør være helt sig selv. Og det var præcis, som det skulle være.