Har du nogensinde hørt en lyd, der var så dyb, at den fik dine tæer til at kildre? Det var præcis det, der skete for Fluffy en tidlig tirsdag morgen. Fluffy er, som du ved, en lille lyserød fyr, der ligner en blanding af en candyfloss og en meget glad sky. Han hoppede rundt i den lyserøde eng med sit pastelfarvede tørklæde flagrende efter sig, da han pludselig mærkede det. Bum-bum-brum. Bum-bum-brum. Det kom fra den anden side af den store bakke, helt inde fra Den Glemte Have.
Nu skal du høre noget hemmeligt: Den Glemte Have er et sted, hvor blomsterne er højere end huse, og hvor luften dufter af gammel honning og solskin. Men i dag duftede der også lidt af… eventyr. Fluffy stoppede op. Hans små, mosegrønne øjne blev helt store. Hans knæ lavede et lille 'ryst-ryst', for lyden var ret høj og lidt uhyggelig. Men ved du hvad? Fluffy vidste, at selvom noget føles lidt farligt, så er det tit bare fordi, man ikke kender det endnu. Så han rettede på sit tørklæde, tog en dyb indånding og satte kurs mod de store porte af indigo-farvet vedbend. Hop, hop, bum!
Da Fluffy trådte ind i haven, blev alt mørkere. Ikke det mørke, hvor man ingenting kan se, men det bløde, dybe mørke, som når man gemmer sig under en tung dyne. Træerne herinde havde blade så store som sejl, og de hviskede: 'Sshhh… hvem er det, der tør komme herind?' Den dybe brummen blev højere. Den fik jorden til at vibrere under Fluffys små poter. Det krillede helt op i maven! Pludselig mødte han en lille bille, der rystede så meget, at hans skjold sagde 'klik-klik-klik'.
'Pas på!' peb Billen. 'De gigantiske Blåklokker er ved at eksplodere! De ryster og larmer, og snart siger det hele BANG!' Fluffy så på de enorme blomster. De var blå som nattehimlen og de rystede ganske rigtigt så voldsomt, at deres kronblade flaprede. Men Fluffy så noget, som Billen ikke så. Han så, at blomsterne ikke så vrede ud – de så trætte ud. 'Ved du hvad?' sagde Fluffy til den nervøse Bille. 'Jeg tror ikke, de vil sige bang. Jeg tror, de prøver at fortælle os noget.'
Fluffy sneg sig tættere på. Jorden hoppede nu så meget, at han måtte bruge sine små poter til at holde balancen. 'Av-av-av,' lød det fra rødderne. Eller, det var i hvert fald det, Fluffy hørte inde i sit hoved. Han kravlede helt ned til foden af den største Blåklokke. Der, midt i det dybe mudder, ved de tykke rødder, så han problemet. En flok store, tunge og kantede sten var rullet ned i et hul og klemte rødderne helt flade. Hver gang blomsten forsøgte at drikke vand, blev rødderne mast, og det skabte den voldsomme vibration. Brum-brum-av!
Nu tænker du nok: Hvordan kan en lille, lyserød fyr flytte store sten? Men Fluffy var ekspert i at lave mudderstærte, og han vidste præcis, hvordan man graver. Han tog sit pastelfarvede tørklæde af og brugte det til at børste det værste støv væk. Så begyndte han at grave med sine små poter. 'Grave, grave, skub!' sagde Fluffy. Han brugte hele sin krop til at rulle de tunge sten væk, én efter én. Billen, der så hvor modig Fluffy var, glemte helt at være bange og hjalp til med at vippe stenene med sine horn. Puf! Der røg den sidste sten.
Og ved du hvad der skete så? Den uhyggelige brummen stoppede øjeblikkeligt. Der blev helt stille i et sekund. Og så… begyndte en helt ny lyd. En blød, syngende melodi steg op fra de Blå Blåklokker. Det var ikke længere en farlig lyd, men den smukkeste vuggevise, haven nogensinde havde hørt. Blomsterne holdt op med at ryste og begyndte i stedet at gløde i et varmt, gyldent lys. Farverne i den glemte have vågnede, og de mørke skygger blev til lysegrønne legepladser.
Billen jublede og lavede en lille dans på sit skjold. Fluffys hjerteformede modermærke bag øret begyndte at lyste svagt, som om det var stolt af ham. Han lærte den dag, at ting der virker skræmmende – som en høj lyd eller en mørk have – ofte bare er noget, der har brug for en hjælpende hånd og lidt kærlighed. Da Fluffy hoppede hjemad mod sin egen eng, nynnede han den nye melodi, og solen gik ned over en verden, der var blevet lidt mindre uhyggelig og meget mere magisk. Og sådan gik det til, at den syngende hemmelighed blev til en glad sang for alle.