Der var engang en lille fyr, der lignede en lyserød sky, som var faldet ned på jorden og havde besluttet sig for at blive der. Han hed Fluffy. Han var ikke større end et franskbrød, men hans humør var større end det højeste bjerg. Fluffy havde blødt, candyfloss-lyserødt pels, øjne der lyste som to små grønne lygter, og et lille hjerteformet fødselsmærke bag sit ene øre. Kan du forestille dig noget mere nuttet? Nej, vel?
En solskinsdag, mens Fluffy var i gang med at pudse sit yndlings-halstørklæde i sarte pastelfarver, fik han en idé. Han ville tørre støv af bag det store, gamle familieportræt i stuen. Da han hoppede derop – boing, boing, boing! – mærkede han noget mærkeligt. Bag rammen stak et hjørne af noget fløjlsblødt frem. Han trak i det med sine små poter. Svussh! Ud kom et kort lavet af lilla fløjl. Men det var ikke et helt almindeligt kort. Da Fluffys pote rørte ved det, begyndte kortet at kildre! Det var et kildre-kort!
"Se!" råbte Fluffy til sin familie, mens han fniste. "Det er kortet til den legendariske Grine-Grotte!" Hans familie samlede sig omkring ham. Der var mor, far og de andre små pelsbolde. De havde alle hørt historierne om Grine-Grotten, hvor verdens ældste grin gemte sig, men ingen havde nogensinde fundet den. "Skal vi ikke tage af sted?" spurgte Fluffy med øjne, der gnistrede af spænding. "Det bliver det største eventyr nogensinde!"
Familien pakkede deres rygsække, og så gik turen ellers derudad. Eller rettere sagt: de hoppede af sted. For når man er lille og rund som Fluffy, så går man ikke bare – man hopper! Hop, hop, bip-hop! Den første forhindring var Hikke-Bakkerne. Kan du gætte, hvorfor de hed sådan? Hver gang man tog et skridt på bakken, sagde jorden: Hik! Og så blev man kastet en meter op i luften. Hips! Fluffy grinede så meget, at hans pastel-halstørklæde flagrede efter ham som en lille fane. Hele familien hoppede og hikkede, indtil de alle sammen rullede ned på den anden side i en stor bunke af lyserød pels og grin.
Men efter legen kom alvoren. De nåede til Den Stille Strøm. Vandet her var ikke blåt, det var blegråt og helt, helt stille. Da de nærmede sig, skete der noget mærkeligt. Al lyden forsvandt. Fuglene sang ikke, vinden suserede ikke, og da Fluffy prøvede at grine, kom der ikke en lyd ud af hans mund. Intet. Puf! Stilheden lagde sig som et tungt tæppe over dem. Familien begyndte at se triste ud. Uden lyd føltes eventyret pludselig meget skræmmende. Fluffys far satte sig ned og sukkede lydløst. Hvordan kan man finde en Grine-Grotte, hvis man glemmer, hvordan man griner?
Fluffy vidste, at han måtte gøre noget. Han kiggede på sin familie. Han kunne se frygten i deres store øjne. Han vidste, at glæde ikke kun handler om lyd; det handler om, hvordan man føles indeni. Han begyndte at lave de skøreste ansigter, han kunne. Han rynkede sin lille bitte næse, pustede sine bløde kinder op og lod sine ører vippe i hver sin retning. Derefter begyndte han på en sjov dans – en rytmisk hop-dans, hvor han vrikkede med sin runde bagdel. Vrik, vrik, hop!
Hans søskende begyndte at smile. Hans mor begyndte at ryste af undertrykt latter. Selvom de ikke kunne høre noget, begyndte de alle at danse sammen med Fluffy. De holdt hinanden i poterne og dannede en lang kæde. Ved at bruge deres kropssprog og deres varme følelser overvandt de stilheden. De indså, at så længe de var sammen, betød de mørke lyde ingenting. De hoppede over Den Stille Strøm i en stor, fælles bølge af kærlighed.
Endelig stod de foran indgangen til Grine-Grotten. Den lignede en stor åben mund i bjerget. Men da de gik derind, blev de skuffede. Der var ingen guldstykker, ingen diamanter og ingen magiske skatte. Der var bare tomme vægge af glimtende sten. "Er det det hele?" spurgte en af de små, og nu var lyden kommet tilbage. Men Fluffy så noget, de andre ikke så. Han så, at væggene i grotten var formet som ekko-kamre.
"Kom herover!" råbte han. "Vi skal give hinanden et kæmpe gruppekram!" Hele familien samlede sig i en stor, varm, lyserød klump af pels. Fluffy begyndte at kildre sin bror, hans mor kildrede ham, og pludselig eksploderede grotten i lyd. Da de alle grinede på samme tid, skete miraklet. Grottens vægge begyndte at gløde i alle regnbuens farver. Hvert lille fnis blev forstærket og blev til en symfoni af lys og lyd. Det viste sig, at Grine-Grotten ikke gemte på en skat – den var en skat, der kun kunne åbnes af en familie, der elskede at grine sammen.
Grotten lyste så kraftigt, at Fluffys lille hjerteformede fødselsmærke bag øret begyndte at skinne med et varmt, gyldent lys. De havde fundet det! De havde fundet verdens stærkeste grin. De blev i grotten i timevis, mens de fortalte sjove historier og mærkede varmen fra hinanden. Den aften, da de hoppede hele vejen hjem under stjernerne – hop, tralala, hop! – vidste Fluffy noget meget vigtigt. Han vidste, at et kort kan føre dig til spændende steder, men det er de mennesker (eller pelskugler), du rejser sammen med, der gør rejsen magisk.
Da de kom hjem til stuen og hængte portrættet på plads igen, var de alle trætte, men uendeligt glade. Fluffy krøb sammen i sin kurv, trak sit pastelfarvede halstørklæde helt op til næsen og lukkede øjnene. Han var bare en lille, rund fyr, men han havde lært sin familie, at det største eventyr findes lige dér, hvor man griner sammen. Og sådan gik det til, at alt endte med at være lige præcis, som det skulle være. Sov godt, lille hopper.