Der var engang en lille, blød ugle, der hed Luna. Luna var ikke som andre ugler. Hun havde en fin, blå tryllehat på hovedet og små, runde briller på næsen. Hun bor i et lunt rede-bibliotek, hvor alt dufter af gamle bøger og stjernestøv. Kan du se hende for dig? Hun er så hvid og blød som en lille sky. En aften kiggede Luna op. Åh nej! Stjernerne så lidt støvede ud. De blinkede ikke ret meget. 'Børnene har brug for lys i nat,' tænkte Luna. Så hun tog sin bløde pudseklud og gjorde sig klar.
Bum! Luna hoppede ud fra sin gren. Svisj, svisj, sagde hendes vinger. Hun fløj højere og højere, helt op mod den store sølvmåne. Men hov! En drillesyg sky kom svævende. Puuuuf! Skyen pustede kold luft på Lunas briller, så de duggede. 'Hut-hut,' sang Luna med sin blideste stemme. Hun brugte sine bløde vinger til at kildre skyen, indtil den grinede og lod hende flyve forbi. Luna var modig, selvom hun bare var en lille, rund ugle. Kan du mærke, hvordan vinden suser om ørerne? Sjuuuu!
Endelig nåede hun den store, skinnende måne. Her lå alle stjernerne og sov. Luna tog fat i sin sølvklud. Gnubbe, gnubbe, pudse, pudse. Hun polerede hver eneste lille stjerne med sine bløde vinger. Blink-blink! sagde en stjerne. Blink-blink! sagde den næste. Snart lyste hele himlen som en kæmpe have af lys. Månen smilede til Luna, for nu var himlen ren og fin. Luna havde gjort det helt selv!
Nu var Luna meget, meget træt. Hendes små briller sad lidt skævt, og hun gispede et lille ugle-gab. Men se nu! Månen sendte en lang, gylden månestråle hele vejen ned til hendes rede. Luna satte sig på strålen og rutsjede langsomt ned. Sjuuup! Det var som en blød rutsjebane af lys. Hun landede lige midt i sin lune rede og puttede sig under sin vinge. Nu sover Luna, og nu sover alle de små stjerner, og nu skal du også sove i det fine stjernelys. Og sådan gik det til, at natten blev helt lys og tryg for alle børn. Godnat, lille ven.