Solen titter forsigtigt frem over skovens top. Puf! En lille hvid sky lander på en gren. Men hov, det er ikke en sky. Det er Luna! Luna er en fin, lille ugle med de blødeste hvide fjer, en lille troldmandshat med stjerner og små, runde briller på næbbet. Hele natten har hun læst i skovens hemmelige bøger, men nu er hendes vinger tunge. Ved du, hvad Luna skal nu? Hun skal sove.
Først lander Luna i det grønne mos. Men åh nej! Mosset er vådt fra nattens regn. Splat! siger det under hendes fødder. Det er alt for koldt og fugtigt for en lille ugle. Luna ryster på hovedet, retter på sine briller og flyver videre. Swhush, siger hendes vinger i den stille morgenluft. Kan du høre, hvor stille hun flyver?
Hun ser et gammelt hult træ. Det ser dejligt ud! Men da hun kigger ind, hører hun en lyd. Zzz-fjuuu... Zzz-fjuuu... Det er et lille egern, der snorker så højt, at hele grenen ryster. Her er der ingen ro til Luna. Hun prøver at sætte sig på en granlygte, men de spidse nåle driller hendes mave. Av! siger Luna lavmælt. Er det ikke svært at finde den helt rigtige seng?
En fræk solstråle finder vej gennem bladene. Den kildrer Luna lige på næbbet. A-tju! nyser hun så blødt som en lille dunhammer. Solen vil så gerne lege, men Luna er så, så træt. Hun må tænke sig om. Hun kigger sig omkring med sine store, ravgyldne øjne. Hun ser en lille krog bag nogle bløde, sølvfarvede lav-planter, der ligner fine blonder. Her er der skygge, og her er der læ.
Luna puster sig op, så hun ligner en stor, hvid bomuldsbold. Puf! Hun putter sig helt tæt ind til det bløde sølv-lav. Hun tager sine små briller af, lægger sin stjernehat ved siden af sig og lukker øjnene. Endelig har hun fundet sit sted. Solstrålerne nusser hende blidt på vingerne, men nu kildrer de ikke – de varmer bare. Og sådan gik det til, at Luna faldt i en dyb, dejlig søvn, klar til at drømme om nye eventyr. Godnat, lille Luna.