Luna var en lille, hvid ugle med runde briller og en fin troldmandshat. Hun sad i sin hyggelige træhule og læste en bog, da hun hørte en lyd. 'Buhu!' lød det ude fra den mørke skov. Luna blev lidt nervøs, men hun vidste, at nogen havde brug for hjælp. Hun rettede på hatten og fløj forsigtigt ud.
Midt i den mørke skov fandt Luna et lille spøgelse, der hed Pusle. Pusle græd store tårer, fordi han havde mistet sit allerbedste, hvide lagen. Uden sit lagen følte han sig helt bar og kold. 'Græd ikke, Pusle,' sagde Luna med sin blide stemme. 'Jeg skal nok hjælpe dig med at finde det!' Vil du hjælpe os med at lede?
Luna og Pusle kiggede bag de store, krogede træer. 'Leder vi her? Leder vi der?' spurgte Luna og kiggede gennem sine små briller. De kiggede under en stor, stikkende busk, men der var kun en sovende pindsvinefamilie. Pusle sukkede trist, men Luna gav ikke op. Kan du se noget hvidt og blødt gemme sig et sted i mørket?
De ledte videre ved den rislende bæk. 'Leder vi her? Leder vi der?' sang Luna for at gøre Pusle glad. De kiggede bag en stor sten, men der lå kun en flad tudse og hvilede sig. 'Åh nej,' hulkede Pusle. 'Jeg finder det aldrig!' Men Luna pegede med sin vinge op mod de høje grene. Hvad mon der hang deroppe?
Højt oppe i en gren sad noget hvidt fast! Det var Pusles lagen, der flagrede i vinden. Luna fløj hurtigt derop og brugte forsigtigt sine kløer til at løsne det fine stof. Hun kom ned og lagde det over Pusle. Nu var han et rigtigt, blødt spøgelse igen! Pusle blev så glad, at han lavede en fjollet sejrsdans.
Luna følte sig meget stolt og varm indeni. Hun havde været modig og hjulpet en ny ven. Pusle gav Luna et stort, luftigt kram under den lysende måne. Nu var skoven slet ikke uhyggelig mere, for mørket er aldrig spor farligt, når man har en god ven ved sin side. Tak fordi du hjalp Luna og Pusle!