I nat, når du kigger op på himlen, kan du se Nova. Nova er ikke en helt almindelig pige. Hun har hår lavet af glitrende stjernebilleder, og hendes kjole ligner den allerblåeste nattehimmel. Kan du se hende for dig? Hun svæver blødt rundt deroppe mellem de mælkehvide skyer. Sjuuush, siger det, når hun glider gennem luften. Hun har en lille taske ved hoften, og hver gang hun bevæger sig, drysser der en lille smule stjernestøv ud. Tik-tik-tik, lyder det mod skyerne.
En aften opdagede Nova noget mærkeligt. Den aller-aller-mindste stjerne, som hedder Pips, blinkede slet ikke. Pips var blevet helt grå og kedelig. Åh nej! Når en stjerne mister sin funklen, bliver natten lidt mørkere for os alle sammen. ”Bare rolig, lille Pips,” hviskede Nova og strøg sin sølvprikkede hånd over den lille stjerne. ”Jeg skal nok finde din glans igen!” For selvom man er lillebitte, så er man meget, meget vigtig. Ved du, hvor man leder efter en bortkommen stjerne-funklen? Nova fløj afsted mod de store Vat-skyer.
Først mødte hun Sky-Hvalen. Han var kæmpestor og sagde BUM-BUM-BUM i maven. ”Har du set Pips’ glimmer?” spurgte Nova. Hvalen åbnede munden og ... AAA-TSJU! Han nyste en hel sky ud, men intet glimmer. Nova fløj videre til Sukkerwatt-skoven, hvor skyerne er så bløde, at man kan hoppe i dem. Boing, boing, boing! Men ak, der var heller intet glimmer. Hun mødte også Måne-Uglen med de store sølvøjne. ”Måske er det gemt i Sukkenes Hav,” sagde uglen med en klog stemme. Sukkenes Hav var fyldt med tyk, grå tåge. Uhhh, det var lidt svært at se noget, ikke sandt?
Men Nova var modig. Hun tog fat i sin lysende månestens-krone, og pludselig skinnede den som en lille lygte. Hun brugte sit stjernestøv til at kildre tågen – kildre-kildre-kildre! Tågen begyndte at grine og flytte sig, og der, midt i et spindelvæv lavet af rent måneskin, sad den lille funklen fast. Den lignede en lillebitte sølvperle, der slet ikke kunne komme fri. Nova begyndte at synge en meget blød og rolig vuggevise, præcis som den din mor eller far synger for dig. Da sangen sluttede, gav månespindet slip. Pling!
Nova greb den lille funklen forsigtigt i sine hænder. Den kildrede i hendes håndflader. Hun fløj hurtigt tilbage gennem skyerne, forbi Sky-Hvalen og Måne-Uglen, helt hen til den lille grå Pips. Med en finger dyppede hun funklon som magisk maling og tegnede forsigtigt på stjernen. Først en stråle, så en til, og... WOOSH! Pips blev pludselig den klareste og gladeste stjerne i hele universet. Den funklede så kraftigt, at Novas sølv-fregner dansede i ansigtet på hende.
Nova smilede og rettede på sin stjernekjole. Nu vidste hun, at selvom man er den mindste i hele den store, brede verden, så har man en plads, der skal lyse. Og nu er det tid til, at du også lukker dine øjne. Kan du mærke, hvor blød din dyne er? Ligesom Novas skyer. Sov godt, lille ven, og husk at Pips og Nova passer på dig oppe i natten. Og sådan gik det til, at alt blev præcis, som det skulle være.