I en bugt, hvor havet kysser nattehimlen, og sandet glitrer som knust diamant, boede Nova. Men hun var ikke en helt almindelig pige. Hendes hår var lavet af dyb lilla nattehimmel, vævet sammen med funklende stjerner, der dannede små stjernebilleder, når hun drejede hovedet. Hendes kjole var syet af midnatsblå fløjl, og når hun gik – eller rettere svævede, for tyngdekraften var mest bare et forslag for Nova – efterlod hun et fint spor af sølvstøv. Kan du forestille dig det? Et lille "puf!" af stjernestøv for hvert skridt!
En morgen, mens Nova var i gang med at rydde op i stjernestøvet på stranden ved Ekko-bugten, så hun noget mærkeligt. En stor, mosbegroet sten bevægede sig langsomt. Men det var ikke en sten. Det var Barnaby, en ældgammel havskildpadde med øjne så kloge som universet selv. På hans store rygskjold var der indgraveret lysende linjer, der skiftede farve. "Det er ikke bare ridser, vel?" spurgte Nova og lænede sig nysgerrigt frem. Barnaby sukkede et dybt, vandagtigt suk. "Nej, lille stjernepige. Det er et levende kort. Det viser vejen til den 'Glimtende Afgrund', hvor stjernedelfinerne blev væk fra hinanden under den store månestorm."
Nova mærkede et lille stik i sit hjerte. En familie, der ikke kunne finde hinanden? Det kunne hun ikke sidde overhørig. Selvom hun mest hørte til i den lette luft, besluttede hun sig for at følge kortet. Hun fyldte sin taske med ekstra stjernestøv, rettede på sit diadem af månesten og dykkede ned i det Indigoblå Dybe. Plask! Men det var ikke et almindeligt dyk. For en pige lavet af lys føltes vandet tungt og koldt, og hendes klare skær begyndte at flakke mod de stærke havstrømme.
Nede i mørket mødte hun den Gnavne Kæmpeblæksprutte. Han spærrede passagen med sine otte enorme arme. "Hvad vil en lysende landkrabbe her?" brummede han, så det dirrede i vandet. Nova kunne have kæmpet, men hun så noget andet: Blæksprutten sad midt i en kæmpe bunke tabte ting – guldure, skeer og gamle nøgler – som han prøvede at sortere i mørket. Nova smilede. Hun tog en håndfuld stjernestøv og lod det dale som sne gennem vandet. Vupti! Hele grotten lyste op i et magisk skær, så hver en lille skat glitrede. Blæksprutten blev så glad, at han viftede med alle sine arme på én gang og viste hende vejen til Koral-labyrinten.
I labyrinten blev det svært. Kortet på Barnabys skjold var svært at læse under vand, og de fløjtende søanemoner prøvede at forvirre hende med deres sange. Nova måtte bruge al sin koncentration. Hun kiggede op mod den fjerne overflade og så, hvordan stjernerne foroven spejlede sig i korallerne. Hun løste de himmelske gåder ved at forbinde lyspunkterne, præcis som hun plejede at rede sit eget hår. Men hendes stjernestøv var ved at slippe op, og hun følte sig træt. Gys! Ville hun nå det?
Pludselig så hun det. En lillebitte stjernedelfin, fanget i en boble af mørkt tidevand. Den lille fyr så bange ud. Nova svømmede hen til den, men boblen var kold og uigennemtrængelig. Nova tog sit månestensdiadem af. Det var varmt og fyldt med kærlighed. Hun pressede det mod boblen og begyndte at nynne en vuggevise i takt med havets hjerteslag. Bum-bum. Bum-bum. Langsomt begyndte mørket at revne. Med et højt Knak! sprang boblen, og den lille delfin svømmede lykkeligt ind i Novas arme.
Ved hjælp af de sidste koordinater fra Barnabys skjold ledte Nova den lille delfin mod den Glimtende Afgrund. Der, i et fantastisk lysshow af selvlysende spring og glade skrig, blev familien genforenet. Hele havet lyste op, som om nattehimlen var flyttet ned under bølgerne. Barnabys skjold lyste nu med en helt ny, kraftig stjerne som tak. Nova svævede langsomt op mod stranden igen, våd men varm indeni. Hun havde lært, at uanset om man er en stjernepige eller et havvæsen, så findes der ikke noget mørke, der er for dybt til, at et lille lys og et godt hjerte kan finde vej. Og sådan endte det hele med at blive helt rigtigt.