Der var engang en lille, klog vaskebjørn, der hed Raccoon. Han var slet ikke som andre vaskebjørne. Raccoon bar en fin, grøn hætte over sine skuldre og støttede sig til en magisk træstav, der lyste med et blødt, varmt lys. Kan du se ham for dig? Han lister afsted på sine små, sorte poter – list, list, list.
En aften, da mørket faldt på i den hviskende skov, hørte Raccoon en lyd. Det var ikke en ugle, og det var ikke en ræv. Det lød som et lille, bitte hulken. ”Hulk, hulk,” sagde det nede fra en mørk busk. Raccoon løftede sin lysende stav, og hvem tror du, han fandt? Det var en hel flok små ildfluer! Men deres lys var gået ud. En drilsk vind havde pustet så hårdt, at de havde mistet deres gnist og nu var de blevet helt væk fra deres hjem.
”Vær ikke bange,” sagde Raccoon med sin blide stemme. ”Jeg skal nok hjælpe jer hjem til den store sølvgran.” Han vidste, at ildfluerne skulle nå frem før månen stod højest, ellers ville deres lys forsvinde for altid. Gisp! Det var vigtigt at skynde sig.
Raccoon satte gang i sine ben. Han brugte sin stav til at lave små gyldne lys-spor på jorden, som ildfluerne kunne følge efter. Men vejen var ikke let! Først kom de til den fnisende bæk. ”Splask, sprøjt!” sagde vandet og prøvede at drille de små ildfluer. Men Raccoon holdt sin stav højt over dem som en paraply af lys. ”Hop, hop, hop,” talte han, mens han hjalp dem over de våde sten. Kan du også tælle med? En, to, tre små hop!
Bagefter mødte de den tykke Glemmer-tåge. Den var grå og kold og fik alle til at glemme, hvor de var på vej hen. Men Raccoon begyndte at synge en lille sang med sin rytmiske stemme: ”Fremad gå, aldrig stå, sølvgranen skal vi nå!” Hans sang holdt ildfluernes mod oppe, og snart kunne de lugte de friske grannåle. Puf! Tågen forsvandt.
Lige under den store sølvgran blev de små ildfluer meget trætte. Deres vinger sitrede, men de kunne stadig ikke lyse. Så gjorde Raccoon noget magisk. Han løftede sin stav helt op mod himlen, trak vejret dybt og gav et blidt ”Pyuuuh!” Han pustede varmen fra sin stav direkte over mod sine små venner. Og ved du hvad? Ping! En ildflue lyste op. Ping! En til! Snart dansede de alle sammen med et strålende gult lys, vildere og gladere end nogensinde før.
Hele det store sølvgrantræ begyndte at skinne, som om det var juleaften midt om sommeren. Ildfluerne krammede Raccoons bløde ører med deres små vinger og puttede sig ind i de sølvfarvede nåle for at sove. Raccoon smilede bredt. Han lærte noget vigtigt den nat: Når man deler sit lys med andre, bliver verden dobbelt så lys. Han vinkede med sin stribede hale og luntede hjemad under stjernerne. Og sådan gik det til, at alle kom trygt i seng.