Der var engang en helt særlig Tyrannosaurus Rex ved navn Rex. Men tro nu ikke, at han var sådan en farlig én, der brølede og trampede alt i stykker. Nej, slet ikke! Rex var en blød og venlig kæmpe med en tyk uldstrikket trøje, der havde brede striber i himmelblå og citrongul. Og ved du hvad det allerbedste var? Hans fødder! De var stukket ned i et par kæmpestore, knaldrøde sneakers med hvide snørebånd, der var bundet i enorme sløjfer. Hver gang han gik, sagde det: "Sviv! Svav! Pib!"
Denne morgen skinnede solen over Præhistorisk Plads, og Rex havde en meget vigtig mission. I hans lille, korte dinosaur-hånd lå en enkelt, skinnende gylden mønt. Det var ikke bare en hvilken som helst dag; det var Dagen for den Store Kugle! Rex havde sparet op i ugevis for at kunne besøge 'Krystal-Vaffel-Palæet', byens mest magiske isbutik. Han forestillede sig allerede den kolde, søde smag. Han trippede afsted på stien af rullesten – sviv, svav, pib – mens hans tykke hale svingede rytmisk bag ham ligesom et stort, langsomt ur-pendul.
Da han nåede isbutikken, ringede klokken over døren med et lyst pling!. Luften duftede af vanilje og frosne bær. Bag disken stod Is-Iguanen Isabella, der altid bevægede sig, som om hun dansede en lille vals. Hun kiggede på Rex og sang med en stemme så blød som flødeskum: "Velkommen, ven Rex, til min kolde butik. Her findes den smag, som du aldrig helt fik!"
Rex kiggede ned i montren, og det var dér, hans hjerte begyndte at banke lidt hurtigere. Foran ham lå det store valg. Til venstre glimtede 'Glimmer-Jordbær'. Den var lyserød, lysende og lignede noget fra en drøm om sommerferie og solskin. Til højre lå den helt nye 'Knasende Komet-is'. Den var dybblå med små stykker af hvidt sukker, der lignede stjerner, og Isabella sagde, at den lavede små eksplosioner på tungen. Knas! Bang! Pop!
"Hvad skal det være, lille Rex?" spurgte Isabella og holdt en vaffel klar.
Rex kiggede på Glimmer-Jordbær. Den så så tryg og sød ud. Så kiggede han på Komet-isen. Den så spændende og vild ud. Han løftede sin højre fod – pib!. Han løftede sin venstre fod – sviv!. Uh, det var svært! Hvis han valgte jordbær, ville han måske savne eventyret fra kometen. Hvis han valgte kometen, ville han måske savne hyggen fra jordbærret. Kender du det? At man har så meget lyst til begge dele, at maven helt krøller sig sammen?
Bag ham begyndte køen at vokse. Et par utålmodige Pterodaktyler baskede med vingerne og sagde: "Kom nu, store ven, vi har ikke hele dagen!" Rex svedte lidt under sin stribede uldtrøje. Han kiggede på sin mønt. En mønt betød ét valg. Verden føltes pludselig meget stor, og isvaflen meget vigtig. Han lukkede øjnene og prøvede at smage begge dele for sit indre blik, men smagene blev bare til en stor, lilla forvirring i hans hoved. Tik-tak, tik-tak, sagde hans store hjerte.
Lige som han skulle til at gå i panik og vælge noget i ren skynding, hørte han et lille suk bag sig. Han kiggede ned – helt ned – og så Fru Topps, en fin gammel Triceratops med små briller på næsetippen. Hun ledte febrilsk i sin lille taske, mens hendes hænder rystede en smule. "Åh nej," hviskede hun. "Min is-mønt må være faldet ud gennem et hul."
Rex stoppede helt op. Han kiggede på Fru Topps, og så kiggede han på sin egen gyldne mønt. Han mærkede den stjerneformede plet på sin snude kildre, som den altid gjorde, når han fik en god idé. Pludselig handlede det ikke længere om Glimmer eller Komet. Det handlede om noget meget vigtigere.
"Undskyld mig, Isabella?" sagde Rex med sin mest høflige dinosaur-stemme. "Kan man få to små kugler i stedet for én stor for en gylden mønt?"
Isabella smilede så bredt, at man kunne se alle hendes små tænder. "For en venlig gestus og en gylden skilling, deler jeg gerne en dobbelt-stilling!" Med et trylleslag – Svisj! – landede en kugle lyserød Glimmer-Jordbær og en kugle blå Komet-is i hver sin lille vaffel. Den ene vaffel rakte Rex ned til Fru Topps.
"Vil De dele med mig?" spurgte han og svingede glad med halen. Fru Topps' øjne lyste op som to små lanterner. "Åh, søde dreng, det vil jeg mægtig gerne!"
De to nye venner satte sig ud på 'Bænken for Store Bider'. Rex tog en bid af sin Komet-is. Puf! Bang! Knas! Det føltes som små stjerneskud i hans mund. Så smagte han på Fru Topps' Glimmer-Jordbær. Den smagte af varme og kram. Det viste sig, at valget slet ikke var så svært, når man bare delte det med en anden.
Da solen begyndte at gå ned over de fjerne vulkaner, gik Rex hjemad. Han havde ikke fået den største is i verden, men han havde fået den allerbedste mavefornemmelse. Hans røde sneakers sagde nu en helt ny lyd, som om de sang: "God-dag! God-ven! God-is!" Og sådan gik det til, at Rex lærte, at når man deler en beslutning, smager den dobbelt så sødt. Og det var præcis, som det skulle være.