Der var engang en dreng, der hed Ryu. Prøv at se ham engang! Han har det vildeste blå hår, der lyser som en klar sommerhimmel. Hans hud er mørk og flot som chokolade, og han har et lille sølv-ar i panden, der ligner et lyn. Hej Ryu! Ryu er ikke en helt almindelig dreng. Han er en magiker, og han elsker sport og ting, der kører stærkt.
I dag var en helt særlig dag. Alle vennerne skulle nemlig ned til den magiske fodboldbane for at spille den store kamp. Men hov? Banen lå helt nede i bunden af en kæmpestor, stejl og bumlet bakke. Der var mørke fødder, højt græs og lange grene i vejen. Hvordan skulle de nogensinde komme derned uden at blive alt for trætte? Vennerne så både små og store ud. Der var Turbo, en lillebitte snegl med racerhjelm, og en hel flok små, blanke biler, der sagde ”Dyt-dyt!” De var lidt triste, for bakken var for svær at køre på.
Men Ryu fik en god idé. Han smilede, så hans øjne af guld lyste om kap med hans blå hår. Han tog fat i sit blå smykke om halsen og pegede med fingeren. ”Se nu her!” sagde han. Med et stort ”Svisj!” og et magisk ”Bum!” lavede han det vildeste blå lys tryllebundet. Ved du, hvad han byggede? En kæmpe rutsjebane af lysende blå magi! Den strakte sig hele vejen fra toppen af bakken og helt ned til det grønne græs.
”Værsgo at køre!” råbte Ryu. Men åh nej, de første små biler prøvede at køre ud på lyset, og det gik alt for stærkt. ”Wrooom!” sagde det, og de små biler blev lidt bange. En lille bil med store øjne stod helt stille på kanten og bævrede. Den turde slet ikke køre med på det vilde rutsj. Ryu kunne mærke i sit hjerte, at det ikke var sjovt, hvis ikke alle kunne være med. Han vidste, han måtte gøre sin magi blødere og rarere.
Ryu lukkede øjnene og rørte ved sit smykke igen. Han sendte masser af varme tanker ud i sin blå rutsjebane. Nu skete der noget magisk! Langs siderne voksede der bløde, lysende puder frem. Nu var rutsjebanen ikke bare hurtig, den var også hoppende og tryg. ”Boing! Boing!” sagde det, når man rørte ved siderne. Kan du sige ”Boing”? Det var ligesom at rutsje på en kæmpe, blød sky.
Nu blev den lille bil glad! Ryu tog fat i bilen og satte sig selv forrest. ”Nu kører vi!” råbte han. ”Eeeen, to, treeee!” Og så gik det løs. Ryu og alle hans venner rutsjede nedad. ”Sjuuuuush!” sagde det i vinden. De grinede og råbte af glæde, mens de susede gennem luften på det blå lys. Det kildede i alles maver, og Turbo sneglen følte sig som verdens hurtigste racerkører. ”Vrum, vrum!” sagde det hele vejen ned.
Med et lille, blødt ”Puf!” landede de alle sammen lige midt på den magiske fodboldbane. Ingen var trætte, og alle var superfriske! De hoppede ud på det neongrønne græs, og Ryu fandt den gyldne fodbold frem. Hele dalen lyste lyseblåt, fordi Ryu havde hjulpet sine venner. De spillede den bedste kamp nogensinde, og Ryu vidste, at den bedste magi i verden er den, der gør, at alle kan lege med. Og sådan gik det til, at alle kom sikkert frem til mål. Slut, prut, finale!