I en verden, hvor himlen om natten føles ligesom mørkeblåt fløjl, bor der en helt særlig hund. Det er Trixi. Hun er en stor, bamset Berner Sennen med de blødeste ører, du kan forestille dig, og små rustrøde pletter over øjnene, der ligner små øjenbryn. Trixi er ikke bare en almindelig hund; hun har en hvid stjerne på sit bryst, og ved du hvad? Hun er blevet valgt af Sølvmånen til at være 'Månestrålernes Vogter'.
En aften smilede Sølvmånen ned til Trixi og sagde: ”Trixi, de små hvalpe i verden sover uroligt. Månestrålerne falder for hurtigt og lander for hårdt. Kan du hjælpe dem med at falde til ro?” Trixi loggede med sin store, fjeragtige hale – svirp, svirp! Hun var klar. Hendes job var at fange de skarpe, glimtende stråler og forvandle dem til lune, silkebløde tæpper, så alle hvalpe kunne sove godt. Kan du mærke, hvor blød din egen dyne er? Præcis sådan føles Trixis stråler!
Men pludselig skete der noget. Den drilske Nordenvind vågnede. ”Pu-haaa! Pu-haaa!” pustede den og begyndte at lege fangeleg med månestrålerne. Vinden hvirvlede strålerne rundt, så de blev helt filtrede og kradsbørstige. De små hvalpe nede på jorden begyndte at nusse deres næser og nyses i søvne – Atju! Atju! De kunne ikke ligge stille, for de drilske stråler kildede dem over det hele.
Trixi vidste, hun måtte gøre noget hurtigt. Hun sprang op ad de usynlige skytrapper med lette poter – bump, bump, bump! Men månestrålerne var for hurtige til hendes poter alene. Så kom hun i tanke om sin lille messingklokke i halsbåndet. Kan du gætte, hvordan den lyder? Ding-ling-ling! For hvert lille hop Trixi tog, ringede klokken så sødt, at den vilde vind begyndte at blive træt. Trixi dansede en rolig rytme, og langsomt faldt vinden til ro med et langt ”Sssssshhhhh”.
Nu kunne Trixi nå månestrålerne. Hun nussede hver eneste stråle med sin bløde snude og glattede dem med sine store poter, indtil de strålede som flydende sølv. Hun lagde dem forsigtigt hen over de sovende hvalpe. ”Nuf!” sagde hun stille – det er hundesprog for ”sov godt”. Hun puttede en lille mops, en lille golden retriever og endda en lillebitte gravhund med de bløde lys-tæpper.
Da alle hvalpene i hele verden lå helt stille og drømte om godbidder og store bolde, kiggede den kloge Sølvmåne ned på Trixi. Som tak gav månen Trixis hvide stjerne på brystet et ekstra lille skær af magisk lys. Trixi gabte et stort, dejligt hundegab, rullede sig sammen til en stor, varm pelsbold og lukkede sine mørkebrune øjne. Nu var alt roligt, alt var blødt, og alle sov præcis som de skulle. Og det var sådan, det hele endte med at være helt perfekt.