Der var engang en hund ved navn Trixi. Hun var ikke bare en hvilken som helst hund; hun var en Berner Sennenhund med den blødeste trefarvede pels, man kan forestille sig. Hendes sorte pels glimtede som nattehimlen, hendes hvide bryst lignede en lysende stjerne, og de små rustfarvede pletter over hendes øjne lignede små, nysgerrige øjenbryn, der altid spurgte: »Hvad skal vi opleve nu?«
En solskinsdag i hundeparken føltes alt dog lidt... almindeligt. De andre hunde jagtede de samme gamle bolde, og duerne sad på de samme kedelige grene. Trixi lod sin lille messingklokke på halsbåndet sige ding-ling, mens hun luntede hen mod rødderne af en tudsegammel eg. Men så – snif-snif! – fangede hendes sorte snude en duft, der overhovedet ikke var almindelig. Det duftede af urgammel fyrrenål, honning og ristede hasselnødder. Hvor kom det fra? Hun gravede lidt med sine store, hvide poter. Grav-grav! Ved foden af egetræet åbnede der sig en tunnel beklædt med blødt, grønt mos og lysende blå svampe.
»Har du nogensinde set en tunnel med sit eget lys?« Trixi vippede med hovedet. Hun vidste, hun var en stor og stærk hund, men nysgerrigheden var endnu større. Med et legesygt vuf! masede hun sig ind. Tunnellen kildede hendes mave, og mens hun masede sig frem, blev lyden af hundeparken fjernere og fjernere, indtil... Svish! Hun poppede ud på den anden side.
Trixi stod nu i Nøddeskygge-skoven. Her voksede træerne omvendt med rødderne opad, og luften summede af musik. Men se nu dér! To egern, Cyrille og Sibyl, hoppede ned foran hende. De bar små veste lavet af blade, og de så meget travle ud. Ved du, hvad de gjorde? De talte slet ikke normalt. Cyrille rømmede sig og sagde:
»Store hund med bryst af sne, findes her mon mere at se? Vi har tabt den gyldne nøgle, i kløften sidder vi og nøle!«
Sibyl nikkede ivrigt og fortsatte rimen: »Nøddefesten er i fare, kan du mon os alle svare? Uden nøglen til det store skatkammer, bliver festen fyldt med jammer!«
Trixi logrede så kraftigt, at hendes hale svajede som en fjerbusk. Hun forstod, at egernene havde brug for hjælp. Den Gyldne Agern-nøgle var faldet ned i Den Dystre Kløft. Men for at komme dertil, skulle hun krydse Marengs-mosset. Det lignede grønt skum, der hoppede op og ned. Boiing! Boiing! Trixi var en tung hund, så hun måtte lære at bevæge sig let som en fjer. For hvert skridt hun tog, sagde det fjupt!, og jorden fjedrede under hende. Skovens træer grinede, og egernene hoppede på hendes ryg for at holde balancen.
Da de nåede kløften, stødte de på den Drilske Tornebusk. Den spærrede vejen og så meget sur ud. Trixi vidste dog noget, som egernene ikke vidste: Alle elsker at blive kælet! I stedet for at gø, brugte hun sin bløde, fløjlsagtige snude og gav busken et lille kærligt puf. Ved du hvad? Busken begyndte at ryste af grin! Den var nemlig utroligt kildenhver. Hæ-hæ-hiss! grinede busken og trak sine grene til side, så de kunne se bunden af kløften.
Dér, kilet fast mellem to sten, glimtede nøglen. En lille pote kunne ikke nå den, men Trixis lange, venlige snude var perfekt. Med den største forsigtighed – som om hun bar på et skrøbeligt æg – samlede hun den Gyldne Agern-nøgle op. Tjek! Den var reddet.
Egernerne hoppede af glæde. »Du er stærk og du er sød, din hjælp er bedre end nøddebrød!« sang de i kor. De førte Trixi til Nøddekongens slot, en kæmpe hul træstamme fyldt med lanterner. Trixi fik en plads som æresgæst. Selvom hun var ti gange større end alle andre, lærte hun at lytte til skovens små lyde og bevæge sig med samme rytme som de rimende egern.
Lige som de skulle til at åbne den største kiste med sølv-hasselnødder, hørte Trixi en velkendt stemme langt, langt væk fra: »Triiiixi! Kom her, pige!« Det var hendes ejer i hundeparken. Trixi gav Nøddekongen et venligt slik på hans lille krone af valnøddeskal, sagde farvel med et vuf! og løb tilbage gennem den lysende tunnel. Puf! Hun var tilbage ved det gamle egetræ, netop som hun blev kaldt på.
Hendes ejer så på hende og smilede. »Hvor har du dog været, din velfornøjede hund? Du dufter helt af fyrrenåle!« Trixi logrede bare. I hendes tykke pels, lige ved den hvide stjerne på brystet, sad der gemt en lille, glitrende valnøddeskal som et minde om hendes venskab med skovens små poeter. Og sådan gik det til, at alt føltes helt rigtigt igen – både i parken og i hjertet på en eventyrlysten hund.