Der var engang en meget sød og meget blød hund, der hed Trixi. Trixi var en Berner Sennen hund med pels så sort som natten, poter så hvide som sne og små rødbrune pletter over øjnene, der lignede dansende øjenbryn. Ved du, hvad hun havde om halsen? En fin læderrem med en lille guldfarvet klokke. ”Ding-ling-ling,” sagde klokken, hver gang Trixi bevægede sig.
En dag, da solen kiggede ind ad vinduet, hørte Trixi en mærkelig lyd. ”Bliiiip-bloo-ba-dee!” Hvad var dog det? Trixi lagde hovedet på skrå. Lyden kom fra noget fladt og skinnende, der lå midt på det bløde gulvtæppe. Det var en tablet. Den lyste med et flot blåt lys. Trixi gik tættere på. Hendes store poter sagde ”tap, tap, tap” mod gulvet. Er den farlig? Nej, den ser spændende ud! Trixi var meget modig.
Nu skal du høre, hvad der skete. Trixi strakte sin hals og satte sin kolde, våde snude lige midt på den lysende skærm. ”Boing!” sagde tabletten. Og ved du hvad? Lige dér, hvor snuden havde rørt, kom der en kæmpestor, gul klat! Trixi hoppede lidt tilbage. ”Vov?” sagde hun. Hendes lille klokke sagde ”ding!”. Men det så så sjovt ud, at hun prøvede igen. ”Smask!” sagde snuden mod glasset, og nu kom der en rød farve frem. ”Dut!” sagde hun med snuden, og så kom der en blå farve.
Trixi fandt ud af noget helt magisk. Hendes våde snude var ligesom en pensel! Hun begyndte at bevæge hovedet frem og tilbage. ”Swish-swosh!” Tabletten sagde glade lyde, mens de flotteste farver blandede sig. Trixi ville lave noget helt særligt. Hun tænkte på sine venner. Først lavede hun en rund cirkel til den skeptiske missekat. Så lavede hun nogle sjove streger, der lignede fuglenes vinger. Hun brugte hele snuden, og hendes hale viftede så hurtigt, at den lignede en lille vifte. ”Fej, fej, fej,” sagde halen mod gulvteppet.
Pludselig kom alle hendes venner ind i stuen. De kiggede ned på den lysende tablet. Kan du gætte, hvad de så? De så det flotteste billede i hele verden! Det var malet med kærlighed og en fugtig hundesnude. Der var gule klatter, røde sving og blå prikker. Det lignede dem allesammen, bare på en meget farverig og sjov måde.
Alle blev så glade, og Trixi gav et lille, stolt hop. Hun var ikke længere bange for den mærkelige teknologi. Hun havde brugt sit mod til at skabe noget smukt. Trixi lagde sig ned på tæppet, pustede et lille ”puf” ud gennem næsen og lukkede øjnene, mens hendes lille klokke sagde et sidste, søvnigt ”ding”. Og sådan gik det til, at Trixis våde snude blev til verdens bedste tryllestav. Og alt var præcis, som det skulle være.