I hjertet af Den Store Eg boede Twig, en skovelver med ravgyldne øjne og en hjerne fuld af tandhjul. Mens de andre elvere sang for rødderne, foretrak Twig at eksperimentere med magnetiske sten og bøjelige kviste i sit værksted. Han havde netop lagt sidste hånd på Aero-Løvet, en flyvende maskine bygget af forstærkede blade og polerede magneter. Han vidste, at videnskab kunne løse problemer, som magi ikke altid rakte til, selvom hans jævnaldrende ofte rystede på hovedet af hans larmende opfindelser.
En eftermiddag skiftede himlen farve til en ubehagelig, metallisk grøn. En storm rejste sig, men det var ikke en almindelig storm; luften smagte af jern, og de ældste træer knagede truende. Elverne frygtede 'Det Store Fald', en gammel profeti om skovens undergang. Men Twig så noget andet gennem sit teleskop. En mærkelig, pulserende energi udgik fra skovens dyb. Han vidste, at dette ikke var naturens vrede, men en maskine, der var gået amok. Han måtte handle hurtigt.
Lige som Twig skulle til at lette, trådte Bark hen til ham. Bark var en traditionel skovvogter, der altid havde set skævt til Twigs maskiner. 'Du kan ikke tæmme stormen med metal og skruer, Twig!' råbte han over den hylende vind. 'Vi skal bede til rødderne!' Twig spændte sin taske af agernskaller fast og svarede roligt: 'Nogle gange har rødderne brug for en ingeniør, Bark. Pas på skoven, mens jeg finder stormens øje.' Med et ryk i håndtaget lettede Aero-Løvet.
Flyvningen var kaotisk. Aero-Løvets vinger af blade kæmpede mod de voldsomme vindstød, der lugtede af elektrisk ladning. Twig styrede sikkert mellem de piskende grene, mens hans flettede græshår dansede i vinden. Jo tættere han kom på stormens centrum, jo stærkere blev det magnetiske træk. Det var her, han opdagede sandheden: En ældgammel magnetisk monolit var vågnet i skovbunden, og dens usynlige kræfter rev i selve luften og fangede alt i sin vej.
Midt i den hvirvlende elektriske tåge så han en skikkelse. Det var Vindpust, en vejrvogter og en gammel luftånd, der lignede en levende sky. Vindpust var blevet fanget i monolithens magnetfelt og blev slynget rundt som et visnent blad. 'Jeg kan ikke slippe fri!' stønnede ånden med en stemme som fjern torden. Twig indså, at Vindpusts egen energi kun gjorde stormen stærkere. Han måtte bryde kredsløbet, før hele skoven blev jævnet med jorden.
Pludselig lød et højlydt knæk fra Aero-Løvets motor. En af de magnetiske sten var løsnet, og maskinen begyndte at miste højde. Twig mærkede panikken stige, men han tvang sig selv til at tænke logisk. Han havde intet værktøj, der kunne nå den varme motor i luften. Han så på sin vandrestav, den store, hvide mælkebøtte af træ. Han vidste, at dens kerne kunne lede energien, men hvis han brugte den, ville hans elskede stav måske gå tabt.
Med et modigt greb lænede Twig sig ud over kanten af sin flyver, mens jorden svirrede langt under ham. Han kilede mælkebøttestaven ind mellem de glødende magneter for at skabe en midlertidig bro. Gnisterne sprang, og en bølge af statisk elektricitet fik hans fregnede kinder til at kildre. Motoren brølede til live igen med en ny, stabil rytme. Han havde repareret sin maskine midt i et styrt – nu manglede han bare at stoppe selve kilden.
Han nåede frem til monolitten, en kæmpe stenstøtte, der glødede med et unaturligt blåt lys. Ved foden af stenen fandt han Bark, som var nået dertil til fods. Bark forsøgte desperat at skubbe til stenen med sin egen krop, men det hjalp intet. 'Den vibrerer for hurtigt!' råbte Bark frustreret. Twig landede sit Aero-Løv og sprang ud. 'Vi skal ikke vælte den, Bark. Vi skal ændre dens frekvens! Hjælp mig med at dæmpe vibrationerne.'
Twig flåede de bløde mosstykker af sin jumpsuit og pressede dem mod de syngende revner i monolitten, mens han justerede de magnetiske poler med sin stav. Bark forstod endelig planen og brugte sin enorme styrke som modvægt for at stabilisere den rystende sten. Sammen arbejdede de – teknologi og rå naturkraft i perfekt harmoni. Med et sidste, dybt suk fra jorden stoppede monolitten med at gløde, og den elektriske storm forsvandt som dug for solen.
Stilheden vendte tilbage til skoven. De gamle træer stod stadig, og himlen blev atter blød og gylden. Bark så på Twig med ny respekt og rakte ham en hånd. 'Måske er dine tandhjul ikke så tossede endda,' indrømmede han med et smil. Da solen gik ned bag Den Store Eg, sad Twig på en høj gren og reparerede sin maskine. Han vidste nu, at både gamle sagn og nye opfindelser havde deres plads under skovens krone.