Der var engang, og det er præcis så sandt, som at skovsyre smager surt, en lillebitte skovelver ved navn Twig. Twig var ikke ret stor – faktisk var han kun lige så høj som en moden bregne – men hans hjerte var fyldt med nysgerrighed. Han boede i Rod-Landsbyen, et lunt sted under de gamle egetræer, hvor husene var bygget af hule nødder og silkeblødt spindelvæv. Twig bar en dragt af det fineste, grønne mos, og hans hår var flettet af levende sommergræs, der duftede af solskinstimer og frisk dug. I hånden bar han altid sin vandrestav, der var toppet med en kæmpestor, hvid mælkebøtte-frynse. Ved du, hvad det bedste var? Den mælkebøtte tabte aldrig sine frø, uanset hvor meget det blæste!
En solskinsdag, mens Twig sad og pudsede sin mælkebøttestav, fandt han noget mærkeligt. Tik-tak, tik-tak lød det, da han gravede i jorden nær en gammel rødgran. Det lignede en almindelig sten, men den var tungere og havde en helt særlig form. Da han gned skidtet af med sin mos-ærme, spærrede han sine ravgule øjne op. Det var ikke en sten. Det var en forstenet kogle! Men ikke en helt almindelig en. Inde i den faste sten løb fine, lysende sølvårer, som dannede små, snørklede veje.
”Hovsa,” udbrød Twig og lagde øret til koglen. Mmm-hmmm... summede den svagt. Kan du gætte, hvad det var? Det var et kort! Et magisk, forstenet kort til de forsvundne elveres skjulte slot fra fortiden. I Rod-Landsbyen sagde de gamle elvere altid, at de store elvere var forsvundet for hundreder af år siden, men ingen vidste hvorhen. Twig vidste, at han måtte afsted. Med sin agern-taske over skulderen og mælkebøttestaven i hånden satte han kursen mod de hviskende skove.
Nu skal du høre, for turen var ikke helt let. Kortet i koglen lyste nemlig kun rigtigt kraftigt, når månens stråler ramte det. Så Twig måtte vandre om natten. Rusle-rasle, hjuuu-uuu sukkede vinden i de store trækroner. Det var lidt uhyggeligt, men Twig huskede at trække vejret dybt. Pludselig spærrede en stor, brun skikkelse vejen. Det var Brumle, en gammel Barkbille med meget dårligt humør og endnu dårligere ryg.
”Hvor skal en lille spire som dig hen midt i min nattesøvn?” brummede billen. Brum-bum! Twig viste ham koglen. Brumle kiggede længe på den med sine små, sorte øjne. ”Ah, de gamle elvere,” sukkede han tungt. ”De rejste, fordi de glemte at danse, Twig. De blev for alvorlige. Men hvis du vil finde deres slot, skal du løse skovens gåder. Fortæl mig: Hvad bevæger sig uden fødder og hvisker uden mund?”
Twig tænkte sig om, så græs-fletningerne dirrede. ”Vinden!” svarede han kækt. Brumle smilede et tandløst smil og viste ham stien mod nord. Twig vandrede videre, og for hvert skridt lyste koglen klarere. Han mødte Ekko-ugler, der drillede ham ved at gentage hans spørgsmål, og han måtte danse over de hoppende Måneskins-skygger for ikke at blive fanget i mørket. Han brugte sin mælkebøttestav til at holde balancen, og hver gang han blev bange, mærkede han den bløde mosdragt mod huden. Det var som et varmt kram fra hele skoven.
Til sidst nåede Twig frem til en glemt dal, hvor tågen lå tæt som vat. Puf! pludselig delte tågen sig. Foran ham stod det: det Splintrede Glasslot. Det var dækket af slyngplanter og vilde roser, og murene glitrede som frosset vand i måneskinnet. Twig gik ind i den store sal, hvor alt var stille. Han fandt et alter af rent bjergkrystal i midten. Her passede koglen lige ned i et lille hul. Da han lagde den på plads, skete der noget magisk.
Vupti! Hele slottet begyndte at synge. Men ikke med stemmer – med lyden af blade, der risler, og bække, der klukker. Twig forstod det nu. Elverne var ikke rejst væk; de var blevet en del af selve skoven. De var træerne, blomsterne og den bløde mosebund. De var overalt! Spiritussen fra den første dronning dansede gennem luften som glimtende støv og hviskede tak til Twig, fordi han havde fundet deres hjerte igen.
Da solen stod op, vendte Twig hjem til Rod-Landsbyen. Han var ikke længere bare en lille skovelv med en sjov stav. Han var nu Historiens Vogter. Han vidste nu, at uanset hvor små vi er, så bærer vi alle på fortidens magi. Og hver gang vinden suser i træerne i dag, så ved Twig (og nu også du), at det bare er de gamle elvere, der fortæller en god historie. Og sådan gik det til, at alting faldt lige præcis rigtigt på plads. Snipp, snapp, snude – så er den historie ude.