Der var engang en lille pige, der hed Zoe. Zoe havde det fineste, hvide hår, præcis som små mælkebøttefrø, der svæver i vinden. Hun boede på en stor, solrig gård med høje hegn og en gammel, rød lade. Ved du, hvad der var bag laden? Der var en hemmelig sti!
En dag hoppede Zoe hen over græsset. Hop, hop, hop! Hendes små støvler sagde ”tamp, tamp, tamp” mod jorden. Pludselig så hun stien. Den var lavet af sølvstøv og glimtede som små stjerner. Zoe fulgte stien helt ind i en magisk have, hvor skyerne ikke boede oppe i himlen, men nede på jorden. De lignede bløde totter af vat. Kan du mærke, hvor bløde de er? Uhhh, helt bløde.
Her mødte Zoe en kæmpestor elefant, der hed Puff. Puff var lavet af blå skyer. Han var så STOR! Kan du strække dine arme helt ud og vise, hvor STOR Puff var? Puff så lidt trist ud. ”Jeg er alt for stor,” sukkede han med en dyb stemme. ”BUM, BUM, BUM,” sagde det, når han gik.
Lige ved siden af sad en lille mus, der hed Pip. Pip var lavet af hvide skyer. Hun var så lille, lille, lille. Kan du vise med dine fingre, hvor lille Pip var? ”Jeg er alt for lille,” peb Pip med en meget lys stemme. ”Puf, puf, puf.” Pip var bange for, at ingen kunne se hende.
Zoe smilede og tog sin gule lommeklud frem. ”Ved I hvad?” spurgte hun. ”Det er fantastisk at være stor, og det er dejligt at være lille!”
Zoe kiggede op på de høje buske med Sol-bær. ”Puff, du er STOR. Du kan nå de bær, der sidder allerhøjest oppe!” Puff strakte sin lange sky-snabel helt op til himlen. Pluk! Han hentede søde bær til alle. Så kiggede Zoe ned i græsset til de små tulipaner. ”Pip, du er LILLE. Du kan kravle helt ind i blomsten og finde de magiske frø!” Pip smuttede hurtigt ind i en blomst. Vip, vip, vip! Hun fandt de fineste frø.
Puff var glad for at være STOR. Pip var glad for at være LILLE. De begyndte at danse sammen. Puff dansede langsomt: ”BUM... BUM... BUM.” Pip dansede hurtigt: ”trip-trap, trip-trap, trip-trap.” Zoe klappede i sine hænder. Det var en fest for både de store og de små!
Da solen begyndte at gå ned, vinkede Zoe farvel til sine nye venner. Hun gik hele vejen tilbage ad den sølvglinsende sti, forbi den gamle lade og helt hjem til sin egen seng. Selvom Zoe bare er en lille pige i en meget stor verden, så ved hun nu noget meget vigtigt: Hendes hjerte er det allerstørste af det hele.
Og sådan gik det til, at alt blev helt perfekt. Sov godt, lille ven.