Zoe stod i sit hyggelige køkken, mens solens stråler dansede på hendes platinblonde fletninger. I dag var den store dag for landsbyens bagekonkurrence, og hun drømte om at vinde den forgyldte kagerulle. Hun blandede mel, mælk og sukker med største præcision. Udenfor summede landsbyen af forventning, men inde hos Zoe var der kun duften af nystødt kardemomme og lyden af hendes flittige hænder, der æltede den bløde dej på det gamle træbord.
I sin iver efter at lave det mest luftige brød nogensinde, rakte Zoe ud efter et lille, glitrende glas på hylden. Der stod 'Solopgangs-gær' med svungne bogstaver. Uden at tænke nærmere over det, dryssede hun en generøs mængde i dejen. Men da dejen fik lov at hvile under et klæde, begyndte noget mærkeligt at ske. En svag, gylden glød trængte igennem stoffet, og pludselig begyndte skålen at ryste og give små hop.
BUM! Klædet fløj af, og dejen steg langsomt op i luften som en mælkehvid ballon. Zoe stirrede målløs med store, blå øjne, da dejen ramte loftet med et blødt 'svup'. 'Op, op og afsted!' råbte hun og hoppede forgæves efter den. Men dejen var ikke færdig; den begyndte at dele sig i små, hoppende klumper, der svævede rundt i køkkenet som drilske skyer og væltede hendes melkrukker.
Zoe løb ud af døren og kaldte på Mester Melbjørn, den gamle bager, som var kendt for sine kæmpe croissanter. Da han så de svævende dejklumper flyve ud gennem vinduet, tabte han sin hat i ren forskrækkelse. 'Himmel og hav, Zoe! Det brød bryder jo alle tyngdelovens regler!' råbte han og fægtede med armene. Men brødet var ustoppeligt og drev højere og højere op mod kirketårnet og den blå sommerhimmel.
Hvis Zoe ikke handlede hurtigt, ville hendes bidrag til konkurrencen bogstaveligt talt forsvinde op i skyerne. Hun bed sig i læben og tænkte hurtigt. Hun bemærkede, hvordan en af dejklumperne dalede en smule, da den ramte en tung krukke med honning. 'Vægt!' udbrød hun. 'Jeg skal bruge noget tungt for at holde det nede!' Hun greb fat i en stabel tunge stentøjskrukker og en kurv fyldt med saftige, mørke skovbær.
Med hurtige bevægelser fangede Zoe de svævende stykker med en lang træske og begyndte at ælte de tunge bær og store klumper af stivnet honning ind i midten. Hun formede dejen som en gigantisk luftballon og bandt den fast til bordkanten med sit gule tørklæde. Det virkede! Brødet trak stadig opad, men vægten holdt det svævende lige over jorden, præcis som en magisk, spiselig farkost.
Da hun ankom til landsbytorvet, spærrede Fru Skorpe, den strenge dommer med de skarpe briller, øjnene op. Hun havde aldrig set et 'Himmelhøjt Brød' før. Hun tog en bid af det gyldne, vægtløse bagværk og smilede pludselig bredt. 'Dette er ikke bare et brød, det er et eventyr!' proklamerede hun. Zoe vandt ikke den almindelige førstepris, men en helt særlig medalje for 'Mest Magiske Opfindelse' under stor jubel fra hele byen.
Da solen begyndte at gå ned, sad Zoe på den lave landsbymur med sine venner. De delte det luftige brød, og for hver bid de tog, føltes deres kroppe lettere og lettere. Snart svævede de alle et par centimeter over jorden, mens de grinede og tyggede. Zoe kiggede på sin medalje og smilede. Hun havde lært, at selv når dejen løber løbsk, kan en god idé og lidt honning redde dagen.