Der var engang en lille, grøn drage ved navn Zog. Zog var ikke en af de der farlige drager, der sprutter ild og brøler. Nej, nej! Zog lignede mest af alt en kæmpestor, glad hvalp i smaragdgrønt kostume. Han havde en rund mave, småbitte vinger der baskede hurtigt – flapper-flap-flap! – og et gyldent bånd om sin hale, der glimtede, hver gang han hoppede af glæde. Kan du se ham for dig?
En morgen hoppede Zog hele vejen til skole med sin store lædertaske på ryggen. Men da han nåede frem, var himlen ikke blå. Den var grå og tung som en tyk uldtrøje. Pludselig sagde det 'Plippp... Plopp... Plask!'. Regnen begyndte at tromme på ruderne. Alle børnene i klassen så triste ud. De hang med hovederne, for nu kunne de ikke komme ud og lege. Selv de flotte blomster i vindueskarmen så lidt tørstige og trætte ud. Øv, vel?
Zog mærkede et lille stik i sit dragehjerte. Han vidste, at han måtte gøre noget. Han huskede de helt særlige hjerteformede skæl, han havde på sin venstre skulder. Han lukkede øjnene og tænkte på noget rigtig rart – varme pandekager og gode knus. Puff! Pludselig begyndte hans skæl at lyse med et blødt, lyserødt skær. Hele klasseværelset blev fyldt med den dejligste følelse af hygge.
"Hør her!" sagde Zog med sin milde stemme og viftede med halen. "Regnen er ikke kedelig. Det er jo himmel-safsaft til vores venner blomsterne!" Zog begyndte at danse en lille rytmisk dans. Splat-splat-dråbe-skvæt! Han fandt gamle spande, kopper og endda en lille rød støvle frem. Ved du, hvad han gjorde så? Han åbnede døren på klem og viste børnene, hvordan de kunne fange de sølvskinnende dråber.
Børnene glemte helt, at de ikke kunne spille fodbold. Snart lød der grin og 'tjep-tjep' lyde, mens de fyldte beholderne med det friske regnvand. De bar forsigtigt vandet ind til de tørstige blomster. "Værsgo, lille rose! Skål, kære lilje!" sagde de. Zog brugte sin hale til at ryste de sidste dråber af sig, så det lignede små diamanter, der svævede i luften.
Da alle blomsterne havde drukket sig mætte, skete der noget fantastisk. Deres blade rejste sig op og blev strålende grønne. Solen kiggede forsigtigt frem bag skyerne, som om den også ville se det smukke have-festmåltid. Zog smilede bredt. Hans gyldne halebånd skinnede om kap med de våde blade. Han havde lært sine venner, at selv en gråvejrsdag gemmer på magi, hvis bare man passer på naturen sammen. Og sådan gik det til, at hver en lille dråbe blev til et stort smil. Slut, prut, drage-skvæt!